Romerriget fra stat til verdensmagt

Hvis vi ser bort fra den meget smukke mytologi omkring skabelsen af Rom, så er det, vi ved, at omkring år 1000 f.kr. slog de første mennesker sig ned i området omkring det, der skulle blive Rom. De levede i almindelige hytter, holdt grise, geder, køer og levede deres liv. Det kan derfor synes mærkeligt, at netop dette folk skulle komme til at spille så stor en rolle. Folkene havde nogle store fordele. Området lå få kilometer fra kysten, der gav adgang til handel med alle bystater i middelhavet. Det lå i midten af Italien, og hvad vigtigere var, så beskyttede Alperne mod angreb fra nord, og ligesom havet i høj grad har beskyttet mod angreb fra de øvrige retninger.

Dernæst kan man tilføje Grækernes indflydelse af højkultur. Romerne lærte bl.a. læsning og skrivning af grækerne, der ligeledes grundlagde højtudviklede byer såsom Cumea. Man kan derfor sige, at området gav store muligheder for udviklingen af et avanceret folkefærd. Grækerne mod syd og Etruria mod nordøst, der primært levede af havnehandel. Omkring 650-600 f.kr. indtog de (etruskere) byen Latium. Det er her antaget, at romerne på dette tidspunkt sluttede sig sammen til et egentlig folk, formentlig for at slå invasionsstyrken tilbage.

I starten var Italien, ligesom Grækenland, inddelt i en række små bystater. Over en tohundrede års periode (500-300 f.kr.) lykkes det for Rom at indlemme de fleste af disse i Romerriget. I den periode voksede hæren i antal, men den udviklede sig også fra en primitiv bondehær til en effektiv slagsstyrke. I 264 f.kr. havde Romerne erobret hele den Italienske halvø. Inden jeg går til de puniske krige, der skulle vise sig at markere starten tusindårsriget, så vil jeg se på hæren.

De øverstbefalende i hæren var almindelige borgere, selvom disse borgere var valgt højt i hierarkiet, så havde disse borgere ingen speciel militær uddannelse. For at kompensere for dette åbenlyse problem, havde man ”tribuni militari”, de var valgt af folket og havde en militær baggrund. Styret i Rom sørgede dermed for at bevare magten over hæren. Når man tænker på, at en hær ofte bestod af over 20.000 mand, så har det været af yderste vigtighed, at denne var loyal mod Rom og ikke valgte at gå mod styret. Senere i Romerrigets historie blev en ændring af den praksis afgørende for at riget kom i konstante borgerkrige og kampe om at styre landet.

I rangfølgen havde man derefter centurioner. En sådan person havde arbejdet sig op gennem systemet, og styrede 60 soldater under sig (centurier). De havde ret til flere privilegier, bl.a. en hest under march. Det helt usædvanlige var, at romerne havde ”gregarii milites”, som var trænere for soldater og rekrutter. Man trænede således under selve felttoget. Denne træning er formentlig en af grundene til romernes succes i felten.

Nederst i hierarkiet befandt den mening soldat sig. Han var typisk en bonde, der aftjente sin værnepligt på 33 år. Dog skulle han ikke være indkaldt i samtlige 33 år, men skulle stå til rådighed for hæren. Hvis den værnepligtige på indkaldelsestidspunktet var gift, blev ægteskabet opløst af hensyn til samfundet. Samfundet kunne kun køre videre, fordi langt fra alle blev indkaldt. Man må formode, at man hellere ville indkalde vagabonder og de fattigste, end en gårdmand. Ens sunde fornuft siger også, det skulle have været muligt at bestikke sig ud af sådan situation, men der er dog ikke noget, der tyder på, at korruption var specielt udbredt i denne periode.

I praksis har soldaten ikke tjent ret mange penge på sin værnepligt. Han har selv skulle betale for sit udstyr, telt, ja endog sit eget våben. Med lidt held havde soldaten dog et par guldmønter tilbage efter nogle år i den romerske hær. Hvis soldaten havde gjort sig særligt ærefuldt bemærket i kamp kunne han få en god belønning eller et jordlod i en af de erobrede provinser. På den måde lykkes det romerne at få bosat sig i de erobrede områder. Der skete dermed en kolonisering af riget.

Dette kan man ligeledes opfatte, som en af forklaringerne på romernes succes, men mindst ligeså vigtigt har det været, at romerne ikke undertrykte de erobrede områder. Det var fortsat muligt, at dyrke ens religion, tale sit eget sprog osv. De fleste bønder var formentlig ligeglade med, om de skulle betale skat til den ene eller den anden - bare de fik fred til at passe sig selv. I de erobrede områder kom der siden hen både veje, sanitære forhold og uddannelsesmuligheder, der dog altid forgik på latin, for flere områder var besættelsen ikke et tilbageskridt - tværtimod. Det må have gjort besættelsen nemmere at acceptere.

Den romerske hær havde hård disciplin, hvis en soldat faldt i søvn i tjenesten, havde han forrådt sin legion. Som straf skulle han løbe gennem hele lejren, mens alle soldaterkammeraterne måtte kaste sten eller slå efter ham. Hvis soldaten overlevede, kunne det ske, at han fik lov til at fortsætte i hæren, men det kunne også ske, at han blev landsforvist. Men selv hændelige uheld, som at tabe sit skjold medførte straf. Det gjorde, at soldaten hellere fortsatte i kamp for at finde skjoldet end at blive ydmyget efterfølgende.

Hvis hæren var ved at tabe, var det heller ikke tilladt at flygte, eller trække sig tilbage, uden tribuni militari’s ordre. Det kunne også ske, at denne mente, at de burde have vundet over fjenden, så kunne det ske, at man gjorde ”tiende”. Hver tiende blev henrettet for fejhed. Soldaterne altså heller ikke prøve at ”gemme sig i mængden”, hvis de skulle finde på det.

Når hæren skulle i krig var det en nødvendig forudsætning, at hæren havde våben til at forsvare og angribe med. Det mest kendte er legionærens udrustning. Den bestod af stofskjorte og lædertunika, den beskyttede mod slag, men var mest en slags støddæmper, for yderst havde han en jernplade. Den var flerdelt, så han kunne bevæge sig bedre. Endelig havde han en hjelm, der beskyttede hovedet og kinderne. Soldatens fremragende sandaler, gjorde soldaterne uhørte mobile.

Legionæren havde adskillige våben. Det mest kendte er sværdet. Det adskilte sig markant fra sin samtid. Det var blot 61 cm (2 feet), hvilket var langt mindre, end de fleste andre landes soldaters. Dets ringe størrelse var dog ikke en ulempe, da legionærerne var trænet i at kunne arbejde hurtigt og smidigt med dette. Spyddet var ca. 1½ meter langt, og blev primært brugt til at kaste med. Dertil kom det fremragende jernskjold, der primært blev brugt defensivt, og endelig dolken, der kunne bruges i nærkamp.

Denne udrustning har i sig selv været tung, men det har ikke været det eneste soldaten måtte bære. Den romerske hær var altid veludrustet. Soldaten skulle bære korn til 15-20 dage, en sav, en spade, en økse og en gryde. Man regner med, at det har vejet mindst 30 kg. Dertil kom at muldyr har båret på telte og diverse luksusting til officererne. Endelig skulle hæren også medbringe diverse krigsmaskiner.

Flere af disse krigsmaskiner er forløbere for våben, vi kender i dag. Grundlæggende kunne man opdele maskinerne i to grupper[1], de offensive og de defensive. Vi kender til fire defensive, mens der kendes til syv offensive. Jeg vil her se på nogle af dem.

En ”onagri” var en gigantisk katapult, den kunne ikke skyde særlig langt, men de projektiler den afsendte fik en høj løbebane. Det gjorde den ideel til at skyde over fjendens mure. I England er flere af disse maskiner blevet genskabt. Her opdagede man at en ”onagri”, måtte betrækkes med tæpper, ellers splittede maskinen sig selv ad[2].

En ”catapultae” lignede en stor armbrøst, den kunne kaste mindre objekter langt væk. Samme funktion havde en ”ballistc”, som oftest nævnes i forbindelse med krige.

Af de defensive maskiner kan først og fremmest nævnes ”The Seige Tower”, som her vises i modelform fra ”The Museo della Civilta in Rome”.

Tårnet gav højde til bueskytterne, beskyttelse af ballistcs skytterne, og i denne model kunne den endda skubbes tæt nok på fjendens mur til, at man kunne benytte en rambuk uden at være i direkte skudline.

”Testudines” havde jeg aldrig hørt om før, men ideen er, at man lavede en lang løbegang af træ. Træet var formet som et langt tag, som soldaterne kunne gå under, mens de trængte frem mod fjenden. Der fandtes flere forskellige modeller, en af de dem havde en indbygget rambuk, så soldaterne kunne slå hul i muren, mens de var beskyttet.

Disse krigsmaskiner viser, at romerne havde udviklet sine ingeniøregenskaber til også at omfatte krigskunsten. Gode våben og ekstravagante krigsmaskiner var usædvanligt og en klar fordel for romerne, men det var næppe den altafgørende forskel på den romerske hær og alle de andre hære. En stor forskel skulle ses i strategien.

Den spartanske hærs soldater blev oplært i kampvilje og mod helt fra barnsben. Den romerske hær arbejdede ikke ud fra dette princip. Børnene havde almindelig opdragelse, indtil de blev indkaldt til hæren. Hver enkelt soldat skulle derefter have optrænet sine færdigheder – i forhold til resten af gruppen. Der var præcis 1,2 m mellem soldater i defensiv formation, præcis 1,8 mellem soldaterne i offensiv formation. Man må have forholdt sig til, at soldaten var en enhed sammen med andre og kun i samarbejde ville soldaten vinde.

Den romerske hær trænede også formationer[3], og det er måske det som hæren er mest kendt for. Den meste kendte formation (ikke mindst takket være Asterix) er ”testudo”, som er afbilledet her:

Leginærene beskyttes effektivt forfra, mens legionærene inde i midten beskyttes mod genstande ovenfra. Romerne beskrev denne taktik som ”uovervindelig”, og at fjenden tissede i bukserne af skræk.

Den afbillede formation her på siden, er en særdeles effektiv måde at stoppe kavaleriet på, med spydene fremme og skjoldene til at beskytte soldaterne, må det have været særdeles svært og kostbart i menneskeliv at bryde igennem en sådan line.

Bueskytterne står bag formationen, de beskyttes mod rytterne og kan dermed effektivt bruges, selv når fjenden kom forholdsvis tæt på. Ligeledes kunne bueskytterne tynde ud i angriberne og endda virke, hvis fjenden tog flugten.

Udstyr og uddannelse af den romerske hær har altså været en væsentlig begrundelse til hærens succes, og dermed riget succes.

Fællesnævneren var dog, at romerne i starten ikke havde meget flåde, men som jeg senere kommer ind, så lykkes det effektivt at overføre store dele af landstrategien til vands. Startskuddet til opbygningen af deres flåde kom med de puniske krige, som vi kommer til i næste kapitel.

I det der i dag hedder Tunesien lå havnebyen Kartago. Kartago herskede over lange kyststrækninger i Nordafrika, det sydlige Spanien, Korsika, Sardinien og det meste af Sicilien.

Sidstnævnte ø var den, der dannede rammen om den første konflikt mellem de to stormagter i Middelhavet. Der havde ikke tidligere været ufred mellem Rom og Kartago, da de havde lavet en fredsaftale[4]. Begrundelsen for den første krig handlede da også mere om frygt. Rom var bange for at Kartago ville indtage den side af Sicilien, der vendte ind mod Italien. Messina blev i starten af det 3. århundrede f.kr. angrebet af lejesoldater fra Syrakus. Befolkningen i Messina bad dels Kartago og dels Rom om hjælp.

Rom ønskede ikke at Kartago skulle have en by i Roms baghave, så derfor blev general Appius Claudios sendt af sted for at hjælpe. Hiero II, konge af Syrakus, indledte i 270 f.kr. angrebet på Messina, nogenlunde samtidig indledte Kartago ligeledes et angreb på byen. Det blev Kartago der vandt.

I 264 f.kr. befriede Rom under Appuis Claudios’ ledelse, Messina fra Kartagos herredømme. Hiero II forsøgte atter at indtage byen, men det udviklede sig til en katastrofe for Syrakus, der endte med at blive Roms allierede. Messina blev en fri by under romersk beskyttelse.

Rom var fra starten hæmmet af, at kun have været en magt til lands. Deres forbundsfæller i det sydlige Italien var forpligtet til at stille skibe til rådighed, men de rakte ikke langt mod den kartagiske flåde[5]. Romerne måtte derfor bygge deres egen flåde, det gjorde man så. Romernes ringe kendskab til søkrig kompenserede man for ved at ”overflytte krigen til land”. Hvert skib blev udstyret med en såkaldt ”ravn”. De romerske skibe hægtede sig fast på de kartagiske skibe, og derefter kunne man kæmpe på selve skibene.

Den almindelige krigsførelse havde været, at søge at sænke modstanderens skibe gennem manøvreringer. I 260 f.kr. slog man den talstærke kartagiske flåde. Dermed var vejen mod hovedstaden Kartago fri.

Der skulle dog gå fire år, før Rom i 256 f.kr. forsøgte at indtage Kartago. 330 romerske fartøjer ledet af Marcus Atilius Regulus kæmpede mod Kartagos 350. Det formodes at mere end 300.000 soldater/roere var indblandet i slaget udenfor Licta. Den romerske hær vandt ved at sænke 30 skibe, erobre et tilsvarende antal, men mistede dog selv 24. Romerne havde dog vundet muligheden for at sejle mod Afrika og dermed udfordre selve Kartago.

Marcus Atilius Regulus kunne i 255 f.kr. gå i land på den afrikanske kyst og forberede angrebet på Kartago. Kartago havde altid sat sin lid til flåden og havde derfor ikke beskyttet byen med mure. Regulus krævede byens overgivelse, men fik den ikke.

Den kartagiske hær var kommanderet af Xanthippus (uddannet spartansk general) og han havde 12.000 infanterister, 4.000 kavalerister og 100 elefanter. Den romerske hær bestod primært af 17.000 legionærer og lidt kavaleri. For at forsvare sig mod elefanterne, som var helt fremmede for legionærerne, afvigende man fra ”skakopstillingen”. Slaget blev en katastrofe for romerne. Regulus blev fanget, mindre end 2500 overlevede slaget og endnu færre nåede hjem, da flåden blev ramt af storme på hjemvejen.

Efter dette katastrofale nederlag besluttede romerne at indtage Sicilien. Den del gik heller ikke problemfrit. I store søslag mistede Rom det meste af sin flåde og mere end 8000 mand, til trods for disse nederlag til søs, så endte det alligevel med at Kartago i 241 f.kr. måtte opgive retten til Sicilien, der blev den første romerske provins.

Men Romerne vandt ikke sin provins udelukkende gennem sejre på slagmarken, men ved at Kartagos finanser blev udtømte. Kartagos hær var bygget op omkring lejesoldater, dvs. at kunne man ikke betale hver sit, forsvandt deres loyalitet. Ved fredsslutningen var man ikke i stand til at betale soldaterne deres fulde løn, og Kartago måtte bruge mere end tre år på at slå et oprør fra disse lejesoldater ned[6]. Det fortæller os, at Kartago tabte Sicilien pga. ringe infrastruktur, økonomi og indre uro, mens Rom havde kontrol over deres egne tropper og forsyninger.

Selvom Kartago havde tabt Sicilien til Rom, så havde det ikke fået Kartago til at tænke i mindre målestok. Man etablerede straks en ny koloni i det østlige Spanien. I de næste tyve år udviklede Ny Kartago i Spanien sig særdeles positivt under ledelse af Hamilcar Barca, der senere blev efterfulgt af Hasdrubal og dernæst dennes søn Hannibal i 221 f.kr.

Romerne havde et øje på Spanien, men havde haft mere bekymring på først og fremmest gallerne, der i 387 f.kr. havde foretaget den såkaldte ”gallerstorm”. Derfor havde man haft en militæroffensiv mod Po-sletten (og vundet denne) for at fjerne den gallerske fare.

I 226 f.kr. havde Rom og Kartago underskrevet en aftale, der betød, at området nord for Ebrofloden ikke måtte ekspanseres til Kartago. Byen Sagunt[7], der lå langt syd for Ebro, var allieret med Rom. I sommeren 219 f.kr. angreb Hannibal fæstningen.

Polyb fortæller[8], at Hannibal havde opfattede det som en klar romersk provokation, da Rom havde udsendt en delegation til Spanien for at sikre sig, at han ikke gik mod Sagunt. Hannibal ignorerede dette påbud, og efter otte måneders belejring overgav byen sig. Denne erobring af Sagunt udløste helt forudsigeligt en ny krig mellem Rom og Kartago. Det er imidlertid lidt for nemt, at skyde hele skylden for krigsudbruddet på Hannibal, selvom både Livius og Polyb er enige om at pålægge Hannibal eneansvaret. Sagunt havde overfaldet kartagiske områder[9] inden udbruddet. Ligeledes var Sagunt heller ikke indskrevet i fredsaftalen af 241 f.kr., man må også påpege, at Sagunt lå i Kartagos interessesfære, og geografisk set lå Sagunt meget langt syd for Ebrofloden, der var opsat som grænse ved fredsslutningen. Et ikke uvæsentlig man må have i tankerne er, at både Livius og Polyb var romere, selvom begge har forsøgt at skrive historisk korrekt, kan dette faktum ikke ignoreres. Endda påstår den græsk-romersk skriver, Appian at Sagunt lå nord for Ebro-floden, hvilket dog klart må afvises.

I 218 begyndte Hannibal en lang - og vanvittig - vandring fra Ny Kartago mod Rom. Romerne skulle bekæmpes i deres eget land. Han krydsede Pyrenæerne og kom ind i det sydlige Frankrig. Den romerske general Publius Cornelius Scipio førte sin flåde til Marseilles, men han kom for sent. På forbløffende 15 dage førte Hannibal sin hær over alperne i november og stod dermed udenfor Italien. Der hersker dog stor usikkerhed omkring hærens størrelse[10], men selv det mindste bud på ca. 20-30.000 er fortsat en gigantisk hær. Romerne var nødt til at aflyse en planlagt invasion af Kartago. General Publius Cornelius Scipio måtte vende tilbage til Italien, for at forsvare dets forposter, mens hans broder Gnaeus Cornelius Scipio blev sendt mod Spanien.

Hvis vi ser bort fra tallene omkring Hannibals hær, der i sig selv ikke er så interessante, så er faktum, at Hannibal passerer Alperne med en meget stor hærstyrke, der bestod af fodfolk, ryttere og elefanter, det er ligeledes et faktum, at denne march foregik i et helt utroligt tempo.

General Publius Cornelius Scipio stødte sammen med Hannibals hær første gang i 218 f.kr. og led et mindre nederlag. Scipio blev såret og måtte trække sine tropper ud af kampen. Roms anden konsol Tiberius Sempronius Longus besluttede sig derfor til at afgøre sagen, til trods for at Scipio skulle have advaret mod det.

Han angreb med mere end 40.000 mand Hannibals tropper midt under en snestorm. Hannibals strategiske evner gjorde det dog mere end op for hans underlegenhed i antal og styrke. Den romerske hær blev mere end halveret ved Trebbia, men hvad værre var, så gav det de oprørske gallere mod på mere, og mere end 10.000 sluttede sig nu til Hannibals hær.

I 217 f.kr. slagtede Hannibals hær yderligere 40.000 legionærer, der ellers var sendt ud for at stoppe hans march mod Rom. Rom stod i 216 f.kr. klar med otte legioner - svarende til ca. 85.000 mand, mere end dobbelt så mange som Hannibals hær. Ved byen Cannae[11] stod slaget, og atter viste det sig, at Hannibals strategiske evner var de romerske generalers overlegen. Mindst 50.000 legionærer mistede livet i slaget, små 5.000 blev taget til fange, 29 ud af 31 tribuner døde og det samme gjorde 80 senatorer. Til sammenligning havde Kartagerne mistet under 6.000. [12]

Herefter tilbød Hannibal det romerske senat fred[13], hvilket blev afvist. Derefter var romerne nødt til at undgik direkte kamp, men mere forhalingstaktik, indtil Rom atter var klar med en ny og større hær, der kunne stoppe invasionen. Romerne følte sig dog sikre i deres hovedstad, 14.000 mand havde man fortsat og Rom var omgivet af store forsvarsmure.

Hannibal valgte dog slet ikke at gå mod Rom, han gik mod syd, hvor han i Italiens næststørste by Capua nedsatte sit hovedkvarter. Capua sluttede sig til Hannibal, men det var den eneste større bystat, der gjorde det. På Sicilien gik Syrakus på Kartagos side, da den gamle kong Hieron døde i 215 f.kr., men ellers blev Hannibal ikke set som befrier i Italien.

Men hvorfor gik Hannibal ikke mod Rom og afgjorde krigen. Mulige forklaringer kan være, at han beruset af succes, ønskede at udmatte Rom. En anden mulig, og mere sandsynlig, forklaring vil være, at Hannibal ikke havde det rigtige udstyr til at indtage Rom. Hannibal havde vundet sine slag ved at benytte ryttere til at omringe ved hjælp af flankerne. Den taktik ville være ubrugelig i et forsøg på at indtage Rom. Det har formentlig virket, som en god ide at slå sig ned i området og på den måde sørge for, at holde krigen i Romerriget. Havnebyen Neapel blev udset til at være brohoved mellem Kartago og Hannibals hær i Italien. Sådan kom det ikke til at gå, for 26 km fra byen, ved Nola, organiserede Marcus Claudius Marcellus en forsvarsposition, som Hannibal ikke kunne trænge igennem. Hans ryttere var nærmest uovervindelig i det åbne, men mod en lukket forsvarsenhed, var det tilsvarende nytteløse. Hannibal stod fortsat alene i Italien, kun ganske få bystater havde sluttet sig til ham og han kunne ikke få forsyninger ind fra Kartago.

Romerne stablede en ny hær på benene, men i stedet for at gå direkte mod Hannibal etablerede en belejring og udførte nålestiksoperationer - eller oversat til moderne sprog - guerillataktik. Senatet var ikke stolt over denne taktik[14], men da hæren var kraftigt reduceret af slagene, havde man ikke andre valg.

Hannibal forsøgte at erobre Tarent, hvilket til dels lykkes, men da det lykkes for romerne at holde havnen, kunne Hannibal fortsat ikke få forsyninger frem. Romerne koncerterede sig om få slået oprøret i Syrakus ned. I 212 f.kr. lykkes det. Nedkæmpningen kostede desværre også en vis Arkimedes livet, da han, jævnfør legenden, bad en romersk soldat flytte sine fødder fra hans cirkler i sandet.

I 211 f.kr. mistede Hannibal Capua til Rom, der henrettede de illoyale senatorer eller solgte dem som slaver. Hannibal stod efterhånden med en, for romerne, irriterende hær i Roms baghave, men kunne ikke bruges til ret meget. I de kommende år vendte Hannibals krigslykke, flere bystater blev mistet, og det lykkes ikke for Hannibals hær at vinde en havn - og dermed en forsyningssikkerhed.

I 209 f.kr. mistede Kartago Ny Kartago i Spanien, og dermed det meste af Spanien. Hannibal var fortsat i Italien, hvor han ikke kunne udrette så meget. Romerne forsvarede sig, men Hannibal kunne ikke komme i åben kamp med dem.

I 207 f.kr. var det klart, at enten trak Hannibal sig ud af Italien eller også blev hans hær forstærket, til at stå det endelig slag mod Rom. Hannibal bad sin yngre bror Hasdrubal om at slutte sig til ham med så mange mænd som overhovedet muligt. Det kan måske syntes mærkeligt at trække mænd ud af Spanien på dette tidspunkt, men hvis Rom faldt, ville en generobring af Ny Kartago formentlig sket problemfrit, eller man kunne forhandle en fred hjem med Rom, der ville indebærer frigivelsen af Ny Kartago. Endelig havde Hasdrubal lidt store nederlag gennem de sidste 3-4 år i Spanien. Man måtte prøve noget nyt.

Hasdrubal krydsede dygtigt alperne og narrede de romerske styrker, der bevogtede alperne mod øst. Han trak sine styrker langt mod vest, og gik i foråret over alperne. På dette tidspunkt var hans styrker vokset i antal og styrke ved, at galliske allierede havde sluttet sig til hans hær. Rom udpegede nu to senatorer til at afgøre krigen i Italien. Marcus Livinus blev sat til at stoppe Hasdrubals indtrængen, mens Gaius Claudius Nero blev sat til at forhindre Hannibals hær i at bevæge sig. Begge dele lykkes.

Neros hær holdt på den ene side Hannibals hær i skak ved deres tilstedeværelse, men det lykkes for Nero at foretage en ilmarch på seks dage med 7.000 mand for at forstærke Livnus’ hær. Neros hær nåede frem i tide, og samtlige 10.000 indtrængende blev tilintetgjort, deriblandt Hasdrubal selv. Mindre end 2.000 romere blev dræbt. Derpå vendte Nero sine styrker om og marcherede tilbage til Apulia, inden Hannibal opdagede, at romerne havde været væk. Den dramatiske historie fortæller, at Hannibal først blev klar over sin broders nederlag, da Hasdrubals afhuggede hoved blev kastet ind i hans lejr. Med Hasdrubals nederlag var Hannibals ligeledes sikret. Hannibal blev fire år mere i Italien, men i 2007 tabte han reelt slaget om Italien, uden at være i kamp.

I 206 led den Kartagos hær afgørende nederlag i Spanien, der gjorde at de langsomt mistede grebet om de sidste poster i Spanien. Disse nederlag i Spanien og Italien, åbnede muligheden for at romerne kunne angribe Kartago i Afrika. Til trods for at Kartago reelt var slået, de havde mistet Spanien, og Hannibals nederlag i Italien var nu kun et spørgsmål om tid, var det romerske senat ikke begejstret for en krig i Afrika - sandsynligvis med de tidligere nederlag i erindring.

Derfor skal vi helt frem til 204 f.kr., før senatet tillader rejsen mod Afrika. De anløb 32 km fra Kartago, gennem ilmarch, snedige angreb og ikke mindst noget, der må have mindet om ”blitz krieg” lykkes det for kommandøren Publius Cornelius Scipio at vinde samtlige slag i Afrika.

I 203 f.kr. havde Kartago nok at gøre med at forsvare sig, Hannibal blev kaldt tilbage for at forsvare sin hjemby. Forunderligt nok lykkes det for Hannibal at slippe ud af Italien med stort set samtlige 12.000 mand. 130 km fra Kartago stod Hannibals tropper i land og gik straks i gang med at skabe en ny hær. Publius Cornelius Scipio prøvede til gengæld at forhandle fred med Kartago, men dette mislykkes. Og i 201 f.kr. stødte Scipios tropper sammen med Hannibals tropper. Hannibal led et af sine sjældne nederlag. Fredslutningen kom dog først i 201 f.kr. Kartago måtte afstå, det meste af sine områder, det meste af sin flåde og betale krigserstatning i de næste 50 år[15].

Kartago var med afslutningen af den 2. puniske krig forsvundet som stormagt i middelhavsområdet. Men gennem de næste 50 år opbyggede Kartago en økonomisk magt. Flere ledende politikere ønskede derfor Kartago ødelagt. Politikeren Marcus Porcius Cato sluttede samtlige sine taler med ”i øvrigt mener jeg, at Kartago må ødelægges”, uanset hvad talen i øvrigt handlede om. Det kan synes mærkværdigt, at man beskæftigede sig så meget med Kartago i betragtningen af, at man i fredsperioden fra 201-149 f.kr. mere eller mindre konstant var i krig mod Makedonien og måtte bruge store kræfter på at holde riget sammen pga. oprør i bl.a. Spanien.

I 168 f.kr. havde man knust Makedonien, og derefter ledte man øjensynligt efter et påskud til at starte krigen mod Kartago. Denne mulighed kom, da Kartago strides med Numibien, deres vestlige nabo, men også allieret med Rom. Kartago ønskede tydeligvis ikke krigen og accepterede at underkaste sig Rom, men da Rom krævede Kartagos evakuering nægtede man.

I tre år blev der kæmpet om Kartago, der nu havde tredobbelte mure, men selv da disse blev gennembrudt overgav byen sig ikke, og der blev kæmpet i gaderne og fra hus til hus. Samtlige overlevende blev solgt som slaver, byen blev brændt ned og Kartago blev fjernet fra landkortet.

Fra dette øjeblik sad romerne på middelhavet. Rom var ikke længere en stat, men et rige. I en tid, hvor kommunikation var et problem, havde Rom på sin vis decentral styring, og på sin vis var riget centralt styret. De fleste områder havde udpræget selvstyre indenfor Roms grænser. Rom nedsatte en statsholder, der var egenmægtig. Der var mange dygtige og ærlige, men der var ligeledes mange uærlige[16]. Korruption må derfor have været udbredt, og det er formentlig blevet værre med romerrigets udbredelse og deraf følgende længere afstand til senatet i Rom

Det var gennem Hannibals togt i Italien, at romerne lærte, at tillægge al magt til en enkelt stærk person, for at handle hurtigere og mere kraftfuldt. Under Den Anden Puniske krig blev diktatoren udnævnt for 6 måneder af gangen. Beklageligvis skulle denne lære senere vise, at blive skyld i rigets fald. Cæsar (44. f.kr) blev udnævnt til diktator på livstid, men selvom hans regeringstid blev kort, så blev styreformen ført videre. Ikke kun i romerriget, men efterhånden som riget gik i opløsning opstod monarkiet, dermed forsvandt de demokratiske dyder i næsten to tusinde år, før de genopstod igen.

Men tilbage til 146 f.kr. Romerne var ikke længere blot et folk og en stat, men et rige, der havde store provinser, andre stater begyndte ligefrem at slutte sig riget, der blev rigere og rigere - både kulturelt og økonomisk. Dog trak Rom også store værdier ud af de erobrede områder[17], og brugte disse værdier til at betale soldaterne deres løn og købe luksusvarer.

Ofte overgav fjenden sig hurtigt, når romerne ønskede at ekspandere. Min teori er, at romernes styreform var forholdsvis human. Områderne fik selvstyre, mod at betale skat til Rom, de kunne fortsætte med at bede til deres egne guder. Man kan sige, at romerne ikke gjorde meget for at romanisere de besatte områder[18]. Det har formentlig virket positivt på den oprindelige befolkning, og det faktum, at områderne var beskyttet af Rom. Det har, i hvert fald frem til ca. 200 e.kr., været tæt på en garanti for nogenlunde fred. Den romerske kultur høj status, dvs. at de indlemmede områder for det meste fik vandforsyning, veje og højere økonomisk velstand[19].

Det er formentlig her, vi skal søge begrundelsen for Romerrigets succes, da fx Vikingerne søgte at skabe sig et verdensrige havde de erobrede områder ingen - eller kun ringe - gavn af besættelsen. Økonomisk blev provinserne udsultede, de bragte ingen væsentlig kultur med sig, men stjal områdets kulturgenstande. Korruptionen hærgede i de fleste større riger, mens Romerriget i lang tid holdt sammen på sine provinser ved, at holde korruption og magtmisbrug nede. Ligeledes kan det konstateres, at riget begyndte at smuldre[20], da det blev til et diktatur og deraf følgende et korrupt rige, hvor alle kæmpede for at få del i magten eller undgå at blive knust i de konstante interne magtopgør. Helt galt blev magtopgørene da man gik væk fra at Rom aflønnede soldaterne, men lod dette være op til den øverstbefalende. Dermed fjernede man soldaternes loyalitet fra Rom til den øverstbefalende. Det var langt fra altid, at denne var loyal overfor Rom.

Romerriget er naturligvis kendt for sine legioner, sine krigsmaskiner osv., men at romerne havde de bedste våben, de bedste strateger og den bedste træning, er ikke nok til at fastholde et rige. Andre riger, der udelukkende bestod af magt og undertrykkelse er gået under langt hurtigere. Man kan dermed kun rigets stabilitet med at romerne var den stærkeste magt - såvel militært som økonomisk, samt det at Romerriget ikke var bygget op omkring en enkelt mand, som fx Alexander Den Stores rige.

[1] http://www.roman-empire.net/army/leg-siege.html

[2] http://www.roman-empire.net/army/onager.html

[3] http://www.roman-empire.net/army/tactics.html

[4] Romersk historie, s. 83, øverst

[5] Romersk historie, s. 85, øverst

[6] Romersk historie, s. 85, nederst

[7] Nogle steder også omtalt som Saguntum

[8] Romersk Historie, s. 86

[9] Hannibal, s. 23

[10] Hannibal, s. 27-28

[11] Nuværende navn: Berletta

[12] Romersk Historie, s. 86-87

[13] Romersk Historie, s. 87, midt

[14] Hannibal, s. 38-52

[15] Hannibal, s. 80-82

[16] Romersk historie, s. 93

[17] Romerriget, s. 10

[18] Romerriget, s. 73-75

[19] Romerriget, s. 77, øverst

[20] Romersk historie, s. 135-136