Hvor meget er mon sandt?

   Historieskrivning er skrevet af vinderen. Når romerne nedskrev deres erobringer, så er det set gennem deres øjne. Og det er oftest den eneste beretning, der er tilbage. Det, i sig selv gør, at vi bør være skeptiske overfor kilderne og tage dem med et vist forbehold.

  Vi må starte med at spørge os selv, om kildens ophavsmand er første eller andenhånds?

   Omkring de puniske krige kender vi til at tre historieskrivere, der beskrev den 2. puniske krig fra kartagisk synsvinkel, mens vi kender navnene på to historieskrivere fra Rom[1]. Uheldigvis er samtlige samtidige kilder gået tabt, hvilket egentlig er ekstra ærgerligt, da både romerne og kartagerne havde historieskrivere med i deres følge. Den nærmeste historieskriver må derfor være Polyb. Hans historieskrivning sker fra år 167-120 f.kr. Ved sin død i 120 f.kr. efterlod Polyb et værk på 40 bøger over Roms erobringer fra 220-146 f.kr. I bind 3-15 udgjorde Hannibals togt i Italien en væsentlig faktor. Desværre er heller ikke disse bevaret fuldstændig, men dækker kun fuldstændig frem til 216 f.kr. - altså kun en lille del af d. 2.puniske krig. Til gengæld synes Polybs historieskrivning troværdig, da han har opsøgt overlevende kilder, brugt de nedskrevne originale tekster og i det hele taget virket opsat på at skrive historisk korrekt[2].

   Fra 216 f.kr. og de efterfølgende 15 års krig må derfor primært ses gennem Livius’s briller. Han skrev et nationalhistorisk værk på 142 bind, hvor han jævnfør Rudi Thomsen[3] loyalt søgte at gengive den historiske sandhed, men ligeledes at han havde svært ved at fravælge i sine kilder. 

   Hverken Polyb eller Livius selv oplevede krigene på nærmeste hold, men mange af deres kilder er dog førstehånds. Livius er dog ikke altid lige god til at sortere imellem sine kilder, hvilket gør at man historisk er nødt til at forholde sig mere kritisk til Livius end til Polyb. Det er dog professor Thomsens vurdering, at man kan føle sig tryg ved både Livius og Polybs værker. Men alt med et gran salt; Livius beskriver f.eks. Hannibal som en fremragende militærstrateg, men som et modbydeligt menneske, der både er fej og grusom[4]. Der er dog ikke noget i hverken Livius eller Polybs beskrivelser af Hannibal, der tyder på, at han skulle have været værre end sine samtidige generaler. Han tillod ikke massakre på de overvundne byer, som romerne gjorde, ligesom han tillod fjenden, at begrave sine faldne. Det er ikke noget, der fortæller os om et grusomt sind. Men man skal have i tankerne, at værkerne er skrevet til overklassen, derfor er det ikke usandsynligt, at man har pyntet hist og pist både for spændings skyld, men ligeledes for at tækkes målgruppen. 

   Den næste regel hedder, at der (helst) skal være flere kilder og at disse er relevante og troværdige. En kilde kan jo sagtens være irrelevant, selvom den er sand eller omvendt. Som nævnt er Polyb og Livius’ kilderne troværdige, og deres relevans må også siges at være i orden, da deres værker er skrevet på nogenlunde det tidspunkt, hvor Rom voksede fra stat til et rige. Antallet af kilder er også i orden, således bekræftes vores to hovedkilder af flere senere historikere, de vigtigste er Appian og Dio Cassius. 

   Men hvordan ser det så ud med hensyn til den almindelige romerske hverdag? Det største problem påpeger (bl.a.) Erik Kristiansen i sin bog ”Romersk Historie”, nemlig at næsten alle litterære kilder er skrevet af aristokrater[5]. Dette må have påvirket teksterne i et eller andet omfang. Det må også have påvirket overleveringerne, altså da de mundtlige ”tekster” blev nedskrevet i middelalderen.

   Vi ved ikke meget om, hvordan borgere i Romerriget oplevede perioden, og om den almindelige borger var klar over, hvad der skete langt borte - efter datidens målestok blot 50-100 km. For at få et indblik deres liv, må vi ty til den klassiske arkæologi, der dog kan være svære at tyde korrekt, hvis den står alene. Peter Ørsted forsøger i sin bog ”Liv og arbejde i det romerske imperium” at give forskellige bud på hverdagen blandt de romerske borgere. Flere af Ørsteds teorier, som vi ikke tager op i denne rapport, er velmente, sandsynlige, men også spekulative. Ørsteds konklusioner og teorier kan meget vel være sande, men de kan ligeså vel være forkerte. Her må man så se på forfatterens titel; Peter Ørsted er cand. mag. i historie, hvilket burde gøre, at hans spekulationer, gætterier og teorier er velkvalificerede - hvilket hans bøger da også giver udtryk for at være. 

Mine kilder

   Som lærer mener jeg, det er vigtigt, at jeg forholder mig til, hvor troværdige kilderne kan blive. En professor kan have undersøgt tingene både korrekt og udfra den bedst tilgængelig viden, men det kan fortsat ende med at blive gætteri, om end kvalificeret gætteri, hvis kilderne er upræcise, usikre eller baseret myter. Jeg må forholde mig til, i hvilket omfang jeg kan stille krav til rigtigheden. Omkring romerrigets historie synes kilderne at være troværdige, hvilket også påvirker mine kilder, der grundlæggende er enige om det meste. Når vi kommer ned til den menige romers liv er det svært at danne sig et billede af det.

   Vi kan spekulere, vi kan se på arbejdstegninger, vi kan endda fastslå vejret i området med rimelig præcision og en række andre forhold. Men det kniber med at rekonstruere borgerens hverdag. Og hvis vi udvider området til også at omfatte kvinderne de fattige, så er sandhedsværdien meget ringe. Det bliver spekulativt. Når vi som historielærere underviser i denne del af romerriget, så må vi søge at finde de kilder, der synes at have de mest kvalificerede gæt og sandsynliggørelser af den menige romers liv, samt ikke lægge skjul på, at det er spekulation - omend kvalificeret spekulation.